FORSIDE      SAMTALETERAPI      HENVISNING      PROFIL      FREDERIKSSUND      PRIVATLIVSPOLITIK      INFO

Samtaleterapi

At være i samtale kræver høj grad af tryghed. Det er mit ansvar – sammen med dig – at skabe et rum præget af tillid og åbenhed.  I samtalerne vil vi sammen kortlægge og forstå din livsverden og få overblik over de udfordringer, du står overfor. At søge en udenforstående og professionel samtalepartner er ensbetydende med, at man har brug for at skabe forandringer i sit liv; enten for sig selv eller i relation til andre. I samtalerne vil vi på baggrund af forståelse og indsigt forsøge at åbne nye veje, som måske kan give nye valgmuligheder og/eller bedre erkendelse og accept af egne livsbetingelser.

I samtalen har jeg grundlæggende fokus på relationer, idet mit udgangspunkt vil være, at vi som mennesker altid er indbyrdes forbundet med andre, og at vi formes af både nuværende og tidligere hændelser i vores liv. Jeg har overordnet set en eksistentiel grundholdning og tro på, at de valg vi som mennesker foretager, de veje vi vælger at gå, er med til at give os frihed til selv at skabe vores identitet og forme vores eget liv.
 

Som psykolog følger jeg de Etiske Principper for Nordiske Psykologer (kan læses på www.dp.dk), og jeg handler i overensstemmelse med Psykologloven (www.retsinformation.dk). Det er Psykolognævnet, der administrerer Psykologloven. Psykolognævnet arbejder under Socialministeriet. Jeg opfylder endvidere EU's Databeskyttelsesforordning.

Jeg har tavshedspligt i henhold til Psykologloven.

Psykologtitlen er en beskyttet titel og udelukkende forbeholdt psykologer.

 

Jeg tilbyder: 

  • Individuelle samtaler med voksne
  • Samtaler med unge fra 18 år og op efter

 

Eksempler på temaer:

  • Angst
  • Stress/belastning
  • Udbrændthed
  • Depression
  • Sorg/akut krise
  • Livstruende sygdomme
  • Abort
  • Mobning/chikane
  • Incest, seksuelle overgreb
  • Seksuelle problemer
  • Lavt selvværd/selvtillid
  • Livskriser
  • Vanskeligheder i parforholdet
  • Skilsmisse
  • Utroskab
  • Familieproblemer og meget mere...

 

 Teoretisk vinkel:

Mit teoretiske udgangspunkt vil være enten kognitivt, systemisk-strukturelt eller eksistentialistisk fænomenologisk.